
Forskning i fællesskab: Byens haver som model for sundhed og trivsel
For at skabe langtidsholdbare løsninger for sundhed og trivsel i Byens Haver har Roskilde Kommune og Boligselskabet Sjælland indgået et strategisk forskningspartnerskab med Roskilde Universitet, Steno Diabetes Center Sjælland og Statens Institut for Folkesundhed, SDU. Partnerskabet vil udvikle, afprøve og evaluere nye, bæredygtige tiltag, der kan løfte sundheden i boligområdet – og måske inspirere resten af landet.
Hvorfor et forskningsparnerskab?
Sundheds- og trivselsdata viser, at beboere i almene boligområder ofte har større sundhedsudfordringer end resten af befolkningen. Samtidig er sociale fællesskaber en vigtig faktor for mental sundhed og livskvalitet. Byens Haver skal danne rammerne for at undersøge, hvordan vi skaber bedre sundhed gennem stærkere fællesskaber, sunde omgivelser og tættere samarbejde mellem beboere, fagfolk og frivillige.
Hvad skal partnerskabet undersøge?
Forskningen har tre hovedmål:
- At forbedre sundheden blandt beboerne i Byens Haver, så den kommer på niveau med resten af Roskilde.
- At mindske social ulighed i sundhed ved at udvikle tilgængelige og inkluderende løsninger.
- At skabe ny viden om, hvordan fællesskab, nærmiljø og sundhedstilbud kan spille sammen for at styrke trivsel blandt beboere og borgere i nærområdet.
Hvordan kommer det til udtryk?
Gennem konkrete initiativer vil forskerne afprøve nye løsninger sammen med beboerne. Det kan være sundhedsfremmende aktiviteter i fælleshuset, grønne områder designet til at fremme bevægelse eller fællesskaber, der støtter hinanden i at leve sundere liv. De bedste erfaringer vil blive dokumenteret og kan måske bruges i andre byområder i Danmark.
Et forskningspartnerskab med langsigtet effekt
Partnerskabet løber i første omgang over tre år, men tanken er, at de indhentede erfaringer og metoder kan danne grundlag for fremtidens sundhedsindsatser i almene boligområder. Byens Haver skal ikke kun være et sted at bo – men et sted, hvor vi sammen skaber fremtidens løsninger for et liv i sundhed og trivsel.
Om forskningspartnerne
Boligselskabet Sjælland
Boligselskabet ønsker at forbedre sundhedstilstanden for både nuværende og kommende beboere i området ved at skabe en bydel, hvor mennesker trives, og hvor fællesskaber kan vokse og blomstre. Social bæredygtighed, forbedring af livskvalitet og sundhed er kerneområder, hvor der kan gøres en markant forskel. Der er en anerkendelse af, at stærke fællesskaber og sociale relationer er nogle af de mest effektive midler til at vende udviklingstendenserne.
Boligselskabet Sjælland har forpligtet sig til et udvidet balanceret samfundsansvar ved at tage aktivt ansvar for at løse nogle af samfundets mest presserende udfordringer. Den almene sektor har en afgørende rolle i samfundsudviklingen, og ved at tage ansvar og vise vejen, håber Boligselskabet Sjælland at inspirere andre til også at tage del i denne vigtige opgave.
Statens Institut for Folkesundhed, SDU
Som nationalt folkesundhedsinstitut forsker Statens Institut for Folkesundhed for at forbedre folkesundheden og mindske den sociale ulighed i sundhed. Statens Institut for Folkesundhed ønsker at bidrage med forskningsbaseret viden om, hvordan sundheden kan styrkes i almene boligområder og ser et stort potentiale i partnerskabet som en vej til at skabe ny viden på et vigtigt område.
Statens Institut for Folkesundhed har forskningskompetencer inden for epidemiologi og monitorering, human- og samfundsvidenskabelig sundhedsforskning samt interventions- og implementeringsforskning og bringer gerne disse kompetencer i spil i partnerskaber med henblik på at skabe konkrete forbedringer i praksis.
Roskilde Universitet, Sektion for Sundhed og Samfund
Som regionens universitet ønsker Roskilde Universitet at bidrage til at skabe øget viden, sundhed og trivsel i Region Sjælland gennem tætte samarbejder med regionens aktører. Partnerskabet Byens Haver ligger derfor i naturlig forlængelse af det store engagement, RUC allerede har i regionen.
Sektion for Sundhed og Samfund, RUC, er særligt orienteret mod at omsætte viden til konkret praksis og har stærke kompetencer inden for brugerinddragende metoder, borgerinvolvering og udvikling af lokale fællesskaber. Disse ser de frem til at bringe i spil i samarbejdet, så vi sammen kan skabe ny viden om effektfulde metoder til at fremme sundhed og trivsel i almene boligområder.
Steno Diabetes Center Sjælland
Steno Diabetes Center Sjællands overordnede vision er, at borgere med diabetes får en bedre behandling, en øget livskvalitet og at bidrage til, at færre borgere udvikler diabetes. Herunder ligger også, at Steno Diabetes Center Sjælland ønsker at fremme lige adgang til behandling samt at styrke tidlig opsporing og forebyggelse af diabetes. Steno Diabetes Center Sjælland har et dedikeret fokus på og erfaring med at nå personer i sårbare positioner og vil bringe denne kompetence ind i partnerskabet.
Steno Diabetes Center Sjælland vil med partnerskabet om Byens Haver understøtte samarbejdet mellem forsknings-, udviklings-, praksis- og lokale aktører, der kan indfri forebyggelsespotentialet samt sikre bedre fremmøde og mestring for borgere med kendt sygdom (fx diabetes) via håndholdte såvel som systemorienterede indsatser. Steno Diabetes Center Sjælland vil understøtte forskning relateret hertil.