Roskilde Badet

Den nye svømmehal rummer 50 m bassin, aktivitetsbassin, wellnessområde, gårdhaver og café.

Bymarken 37, 4000 Roskilde

Roskilde Badet

"Fremtidens Roskilde Bad" tilgodeser og skaber forbedrede vilkår for alle brugergrupper. Roskilde Badet er en stor central svømmehal i kommunen, som rummer både foreningssvømning og offentlig adgang. Med et ekstra stort bassin vil kapaciteten desuden kunne udnyttes mere fleksibelt.

Udvidelse af Roskilde Badet

Det eksisterende Roskilde Badet med 25 m bassin og to varmtvandsbassiner var på 2.200 m2. Det er blevet udvidet med 3.500 m2 til i alt 5.700 m2. Der har været et et ønske om at skabe en svømmehal, hvor samspillet mellem den eksisterende og den nye svømmehal er naturlig og nytænkt i forholdet mellem leg, sundhed, motion og velvære for alle borgerne i Roskilde Kommune. Der var desuden et ønske om at skabe en arkitektonisk smuk og harmonisk svømmehal.

Faciliteter

Roskilde Badet har foruden det eksisterende 25 m bassin og to varmtvandsbassiner med massagebrusere, fået et 50 m bassin med 8 baner, en 1 m og en 3 m vippe. I tilknytning til det eksisterende 25 m bassin er der et aktivitetsbassin med en vandkarrusel, samt et nyt varmtvandsbassin til bl.a. genoptræning, vandaerobic og babysvømning. Til at forstærke wellnessfaciliteterne i det samlede svømmehalskompleks, er der ud over de to eksisterende saunaer en ny stor sauna til blandt andet saunagus, to infrarød saunaer og et dampbad, samt et koldvandsbassin. Til forstærkning af de populære børnefødselsdage, er der indrettet et specielt rum skærmet fra de øvrige funktioner, hvor der kan afholdes forskellige arrangementer, bl.a. børnefødselsdage eller informationsmøder til svømmeundervisning. Omklædningsfaciliteterne er væsentlig forbedret med en fordobling af både skabsplads og brusekapaciteten. Derudover er der 4 handicapomklædningsrum, der også er velegnet til familier. I forbindelse med adgang og billetsalget, er der en café i visuel kontakt med 50 m bassinet, kun adskilt af en glasvæg. Det fremtidige Roskilde Bad er bygget op op omkring tre åbne gårdrum. Et til leg, et til afslapning i forbindelse med wellnessafdelingen og et i forbindelse med en ny "vådcafé".