Børnehuset Bikuben

NYT NAVN VEDTAGET Nu er det nye navn vedtaget efter en bred høringsproces, og institutionen som havde arbejdstitlen Børnehuset Ringparken, hedder nu BØRNEHUSET BIKUBEN. Det forventes at den nye daginstitution åbner i efteråret 2022.

Følg med i byggeriet her:

Børnehuset Bikuben

OBS:

Kontakt vedr byggeriet, skriv en mail til : ringparkenbyg@roskilde.dk 

FAKTA:

Bygherre: Roskilde Kommune

Bygherrerådgiver: MOE A/S

Byggeperiode: Byggeriet forventes at gå i gang i løbet af sommeren og den nye daginstitution forventes at stå klar til børn og voksne inden udgangen af 2022.

Totalentreprenør: ELINDCO med rådgiver SKALA Arkitekter og Rambøll

Udbud var efter tilbudsloven under EU's tærskelværdier

Illustrationer: SKALA Arkitekter

Nyt børnehus får fokus på indeklima og bæredygtighed

Børnehuset skal bygges på en 3000 m2 stor grund umiddelbart op til Roskilde Rådhus og tæt på Ringparken. Byggeriet får plads til 4 vuggestuegrupper og 4 børnehavegrupper med i alt 140 børn. Når det nye børnehus er klar i sommeren 2022, erstatter det de nuværende lejemål for daginstitutionerne Kastanjen og Spirrevippen, hvis bygninger bliver revet ned i forbindelse med et andet byggeprojekt ved Ringparken. ELINDCO startede som en tømrervirksomhed og har stadig en betydelig egenproduktion indenfor tømrer- og snedkerarbejde. Det vindende projekt udføres som en trækonstruktion, hvor de bærende dele opføres i CLT-elementer (Cross laminatet Timber) - et materiale, som i disse år vinder stor udbredelse bl.a. på grund af materialets bæredygtige kvaliteter. CLT-elementer, er lette at håndtere og understøtter derfor en effektiv byggeproces.

Børneperspektiv i byggeri og indretning

Både ledere, pædagogiske medarbejdere og køkkenmedarbejdere har været med til at definere visioner, krav og ønsker til det nye hus, bl.a. ud fra besøg i andre børnehuse. Det er blandt andet et mål, at bygningen opnår den nye certificering DGNB Hjerte, hvor indeklimaet og husets kvaliteter for de kommende brugere er i fokus. Indeklimaet får særlig opmærksomhed, fordi der er en tydelig sammenhæng mellem  børnenes trivsel, sundhed og læring og bygningers indeklima. Roskilde kommune har derfor valgt at være blandt de første til at kræve DGNB Hjerte mærket, som stiller særlige krav til indeklimaets kvalitet. Huset skal først og fremmest være et godt hus for børnene, hvor det er trygt og rart, og hvor de kan lege og udvikle sig i de bedst mulige rammer, og hvor både medarbejdernes trivsel, såvel som børneperspektivet er en bevidst del af byggeri og indretning.

Mødet med landskabet og byen

Den arkitektoniske vision har fra start været at skabe en bygning, der understøtter en nysgerrig, kreativ og innovativ kultur blandt børn og voksne - både indendørs og udendørs. Daginstitutionen bliver i to etager, så de fremtidige brugere får så stort et udeareal til leg, læring og bevægelse som muligt. Indretningen af institutionen sikrer optimal interaktion mellem de forskellige aktiviteter og giver mulighed for at arbejde med spændende rumligheder, der styrker oplevelsen af at være en del af "de små i det store" både ude og inde.

Intentionen fra arkitekten er at skabe et lyst og venligt, pædagogisk læringsmiljø, hvor trivsel understøttes af de brugsmæssige kvaliteter og et godt indeklima. Alle materialer fra overflader til konstruktioner er baseret på brugsmæssige og fysiske forhold, samt ud fra ønsket om at imødekomme de fysiske påvirkninger, som en daginstitution udsættes for over tid. Med de valgte materialer bringes bæredygtigheden aktivt i spil i hverdagen.

Institutionen er udformet med en enkel og ligefrem arkitektur, der med en kombination af den varme træbeklædning, den organiske kork og den transparente stålstruktur danner et nedtonet og harmonisk byggeri, der samtidig skaber en smuk kontrast til de grønne omgivelser omkring bygningen. Indretningen af den nye daginstitution er såvel inde som ude præget af ideen om et centralt fællesskab, der suppleres og omkranses af flere mindre sammenhængende enheder, der giver mulighed for at understøtte den pædagogiske praksis ved at adskille børnene i mindre grupper, der bedst muligt tilgodeser de specifikke behov for den pågældende børnegruppe.

DGNB som design-driver

FN's verdensmål er den røde tråd gennem projektet, og de verdensmål man har fokus på er omsat til en integreret del af udbuddet samt byggeprogrammet. Bæredygtighed er dermed et tydeligt og fælles mål, både under byggeriet og når huset er taget i brug.

Roskilde Byråd har tidligere vedtaget, at der i kommunale byggeprojekter skal ske en samlet vurdering af totaløkonomien for at minimere drifts- og anlægsudgifterne, set over hele bygningens levetid. Heri ligger samtidig en social og miljømæssig bæredygtighed og fokus på at reducere udledningen af CO2 og modvirke en negativ miljøpåvirkning i hele bygningens livscyklus. Man har valgt at bruge DGNB systemet for at kunne håndtere og fastholde dette fokus.

Bæredygtighedstanken er en af de helt grundlæggende præmisser bag designet af den 1.200 m2 nye integrerede daginstitution Børnehuset Bikuben Roskilde, som skal DGNB-certificeres med minimum guld. Derudover er målet at opnå den nye certificering DGNB Hjerte, hvor indeklimaet og brugskvaliteten af bygningen er i fokus. Bag målsætningen om DGNB Hjerte ligger ønsket om at skabe de bedst mulige og sundeste rammer for institutionens børn og voksne. Samtidig sætter DGNB-systematikken fokus på valget af materialer; herunder levetid, så Roskilde Kommune også i driftsøjemed får en institution med indbygget robusthed. I forbindelse med projekteringen og udførelsen sikrer DGNB-paradigmet bæredygtighed i forhold til kvalitet og ressourceforbrug i alle projektets faser. DGNB standarden måler også fx livscyklus af byggematerialer, transport, forbrug af ressourcer under og efter byggeriet, samt holdbarhed og muligheden for genbrug. Planen er at byggeriet, når det ikke anvendes længere, vil kunne anses som et klimavenligt materialelager for fremtidige byggerier i kommunen.

Bæredygtighedsledelse med tilskud fra Realdania

Projektet modtog i efteråret midler fra Realdanias Covid pulje til bæredygtighedsløft i udførelsesfasen og til bæredygtighedsrådgivning. Disse midler har gjort det muligt at integrere bæredygtigheden ind mere holistisk i hele processen fra programmering, igennem udbud og helt til drift.

Ambitionerne om minimum en DGNB Guld certificering fik et yderligere hak opad til også at indarbejde DGNB Hjertet, der blev lanceret med DGNB 2020 manualen.

Det betyder, at man i højere grad kan sikre Roskilde Kommunes ambition med de gennemgående temaer: bæredygtighed, styret kunst- og dagslys og optimalt indeklima, for at skabe de bedst mulige rammer for kommunens yngste borgere.

Midlerne har derudover skabt fundamentet for en helt ny måde at udarbejde et udbud på:

For at sikre bæredygtighedsparametrene har vi sammen med vores bygherrerådgiver arbejdet med en ny måde at lave udbuddet på. Selve evalueringskriterierne såvel som vægtningen af evalueringskriterierne er tilrettet til samme struktur som DGNB-kriterierne. Byggeprogrammet tager også udgangspunkt i DGNB-overskrifterne. Vores mål var at bæredygtighedscertificeringen ikke kun blev et stempel - men et aktivt værktøj og en integreret del af designet. I denne nye udbudsmetode afspejles bygherres minimumskrav til DGNB-kriteriernes sammensætning, såsom indlejret energi og bygherres ønske om at tilbudsgiverne tænker i Design for Disassembly. Derudover har der allerede i udbuddet været stillet specifikke krav til maksimal klimabelastning på 8,5 kg CO2e/m2/år. Denne nye fremgangsmåde er med til at sætte en ambitiøs standard for fremtidige projekter i kommunen.