Tværkommunal sygeplejefaglig hygiejne-konsulent til en 2-årig stilling
Er du sygeplejerske, har du stor interesse for og erfaring med infektionshygiejne, brænder du for det tværkommunale - og har du lyst til at være med til at udvikle din egen stilling? Så er stillingen her lige noget for dig.
Greve, Solrød, Faxe, Holbæk og Ringsted Kommune er, som noget nyt, gået sammen om at styrke hygiejneindsatsen i de enkelte kommuner ved at oprette en stilling som tværkommunal hygiejne-konsulent. Stillingen er forankret i Roskilde Kommune, hvor der er ansat en hygiejneansvarlig sundhedskonsulent, som bliver en af dine nærmeste kolleger.
Stillingen er ny-oprettet og du skal derfor have lyst til være med til at udvikle og opbygge stillingen på tværs af fem kommuner, som har forskellige rammer og organisering. Din primære rolle er at være overordnet, men praksisnær konsulent på tværs af de fem kommuner.
Den fleksible struktur gør det muligt for den enkelte kommune at bevare ansvaret og ejerskabet over hygiejneindsatsen lokalt, mens du sikrer adgang til opdateret viden og rådgivning, som kan tilpasses lokale behov og udfordringer. På denne måde kan hygiejnearbejdet løbende justeres og optimeres, hvilket fremmer en effektiv og bæredygtig hygiejneindsats.
Hvilke spændende opgaver kan vi tilbyde dig?
- Sparring til de 5 kommuner ift. at prioritere de vigtigste indsatsområder og tiltag, som skal understøtte kommunernes egen hygiejneindsats og sikre, at den lever op til de nationale retningslinjer og anbefalinger
- Bidrage til udvikling af lokal hygiejnestrategi / handleplan i de enkelte kommuner, herunder udvikling af hygiejne-procedure
- Sikre, at nøglepersoner og tovholdere har den nødvendige støtte til at implementere og opretholde bedste praksis
- Sparring omkring og/eller udførelse af hygiejnetilsyn /audits
- Sparring i forhold til smitteforebyggelse og beredskabsplaner
- Evaluering af og opfølgning på hygiejneindsatser
Hvad lægger vi vægt på i vores valg af tværkommunal hygiejne-konsulent?
I vores vurdering af den rette kandidat lægger vi vægt på, at du:
- er uddannet sygeplejerske – gerne med specialeuddannelse i infektionshygiejne
- har viden og erfaring med hygiejnearbejdet i kommuner
- lyst til – og gerne erfaring med – at udvikle og arbejde på tværs af kommuner, der løser opgaver forskelligt
- har gode samarbejdskompetencer og evnen til at danne nye samarbejdsrelationer
- er struktureret og selvstændig i opgaveløsningen
- har evnen til at formidle kompliceret stof enkelt og præcist, både skriftligt og mundtligt og i undervisningssammenhæng
- er i stand til selv at identificere indsatsområder og iværksætte relevante indsatser
- har overblik trods mange bolde i luften
- har kørekort (og det er en fordel hvis du har egne bil)
Hvad får du ellers hos os?
- En ny og spændende måde at arbejde på tværs af kommuner
- Samarbejde med dygtige og engagerede kolleger
- En arbejdsplads i udvikling med en varieret, spændende og udfordrende arbejdsdag
- Tværfagligt samarbejde, faglig udvikling og kvalitetssikring er på dagsordenen
- Tæt sparringskollega, som også varetager hygiejneopgaver
- Sparring i hygiejnenetværk
- Ansættelse som selvtilrettelægger
Vi ser frem til at høre fra dig.
Praktiske oplysninger:
Stillingen er tidsbegrænset til 31. maj 2027 og er på 32 timer. Din base er på rådhuset i Roskilde Kommune, men du skal forvente udekørende opgaver i alle de fem kommuner.
Løn og ansættelsesforhold efter gældende overenskomst. I forbindelse med ansættelsen indhentes straffeattest. Stillingen ønskes besat pr. 1. juni 2025.
Ansøgningsfrist er 21. april 2025.
Vi forventer at holde 1. samtale onsdag d. 23. april og evt. 2. samtale torsdag d. 24. april.
For yderligere information om stillingen er du velkommen til at kontakte Chef for Sundhedsfremme og forebyggelse Tabita Dollerup på tlf. 2049 3437 eller afdelingsleder i Sundhedscentret Lene Stampe Krusaa på tlf. 4046 2761.