Roskilde Kommune søger engageret klimamedarbejder med stærke evner for koordinering

Brænder du for klimaområdet og vil du arbejde i en organisation, der arbejder ambitiøst med klimadagsorden, så er det måske dig vi leder efter. Roskilde Kommune har lige vedtaget en ny klimaplan, der lever op til C40’s krav til god klimaplanlægning. Vi skal nå et ambitiøst mål om at være CO2-neutral i 2040, samt en vision om at nedbringe vores CO2-udledning fra scope 3. Vi søger derfor en dygtig kollega, som sammen med resten af Klima- og Energiteamet, kan bidrage til, at vi får indfriet ambitionerne på især scope 3-området i et bredt samarbejde imellem alle kommunens forvaltningsområder.

Om jobbet
I jobbet som klimamedarbejder får du muligheden for at have indflydelse på Roskilde Kommunes scope 3-indsats. Roskilde er en progressiv kommune, der har flere spændende tiltag i gang som du ville blive medansvarlig for at drive fremad. Vi har fx lige indgået en samarbejdsaftale med Roskilde Universitet om en Ph.d om adfærdsvidenskab og igangsætter en analyse af potentialer for nye indsatser inden for scope 3-området. Vi har derfor brug for en person, som kan samle op, få sat strategisk retning og understøttet implementeringen af vores scope 3 indsats og få alle de vigtigste aktører med på vognen, interne som eksterne.

Inddragelse er højt prioriteret, og vi gør en stor indsats for at sikre dialog omkring kommunens klimaindsats samt at relevante interne nøgleaktører, og borgere og erhverv i almindelighed inddrages i forbindelse med udarbejdelsen af strategier og planer. Vi har brug for en kollega, som kan være med til at løfte de mange opgaver og komme med ny inspiration til hvordan vi fortsat arbejder ambitiøst og innovativt på området.

Du bliver en del af Byudvikling og Grøn Omstilling, der tæller 35 meget kompetente medarbejdere med tværfaglige baggrunde, der spænder fra arkitekter, landskabsarkitekter, projekt- og procesledere, over miljøplanlæggere og biologer til mobilitets-, klima- og energiplanlæggere. Vi er ambitiøse og glade for at bidrage til at løfte de vigtigste udfordringer i samarbejde med hinanden, de øvrige forvaltninger, og med kommunens engagerede borgere, virksomheder og interesseorganisationer. Vi lægger vægt på god trivsel, kompetenceudvikling og faglig sparring. Afdelingen består af fire teams, og du bliver en del af Team Klima og Energi med i alt 6 kollegaer, der primært beskæftiger sig med kommunens klimaindsatser.

Hvem er du?
Måske er du i dag ansat i en kommune eller anden offentlig institution, hos en privat virksomhed, eller som rådgiver, og nu ønsker du at bringe dine færdigheder i spil i en kommune med politisk mod og høje ambitioner inden for klimaområdet. De mange indsatser på klima- og energiområdet løser vi i fællesskab i teamet og med vores kolleger på de andre fagområder i kommunen. Det handler om, at vi sammen på og på bedste vis når kommunens klimamål.

Din baggrund er ikke altafgørende, men det er en fordel med erfaring med proces- eller projektledelse og det er nødvendigt, at du har en relevant uddannelsesmæssig baggrund inden for klima og bæredygtighed.

Vi forestiller os, at den ideelle kandidat:

  • brænder for klima- og bæredygtighedsdagsordenen og har gode relationelle evner
  • har erfaring med proces- eller projektledelse og evner at drive en dagsorden fremad i samarbejde med aktører
  • er god til at opbygge og fastholde samarbejdsrelationer
  • tør tage et standpunkt, men accepterer at andre kan have et andet
  • er stærk i skriftlig kommunikation og evner at afslutte både små og store skriveopgaver
  • kan formidle klare budskaber både visuelt og mundtligt
  • har en fleksibel indstilling og tager ansvar for at få løst opgaverne i samarbejde med kollegaer
  • har minimum 3 års erfaring, eller en relevant uddannelsesmæssig baggrund

Som person er du engageret, samarbejdsorienteret og sætter pris på at skabe resultater sammen med interne såvel som eksterne samarbejdspartere. Du er i stand til at håndtere en foranderlig hverdag og sikre fremdrift i projekter, også når der opstår uforudsete hændelser. Du har en struktureret tilgang til dit arbejde, og du kan bevare overblikket og fange de vigtigste detaljer uden at miste blikket for de overordnede mål. Du har et naturligt talent for at kommunikere, udvise handlekraft og stå fast når det gælder, samtidig med at dem, du samarbejder med, oplever at blive mødt med respekt. 

Lidt om organisationen:
Byudvikling og Grøn Omstilling er en del af direktørområdet By, Kultur og Miljø, hvor i alt ca. 150 medarbejdere hver dag samarbejder om at udvikle og drifte vores byer og landdistrikter i et tværfagligt miljø og i samskabelse med borgere, virksomheder og interesseorganisationer. Vi er placeret på rådhuset i Roskilde, Rådhusbuen 1, med ca. 5 minutters gang til Roskilde Station.

Roskilde Kommune bestræber sig på at være en fleksibel arbejdsplads og understøtter mulighed for én ugentlig hjemmearbejdsdag. Vi har kantine- og sundhedsordning.

Løn og ansættelsesvilkår
Stillingen er en fuldtidsstilling på 37 timer. Ansættelse vil ske efter gældende overenskomst. Lønniveauet forhandles efter de gældende principper i Ny Løn.

Tiltrædelse hurtigst muligt, eller 1. august 2025.

Der indhentes straffeattest i forbindelse med ansættelsen. 

Yderligere oplysninger:
Vil du vide mere om stillingen, kan du ringe til Karina Andrade, leder af Team Klima og Energi, på telefon 4048 6285, eller til specialkonsulent Jannik Egelund, på telefon 4631 3411.

Ansøgningsfrist:
Ansøgningsfrist er søndag den 1. juni 2025. Der er 1. samtale d. 6. juni og 2. samtale d. 10. juni.

Søg stillingen
#ALLE TIDERS ROSKILDE