PPR søger en talehørekonsulent til 0-6 års området

Leder du efter dygtige og generøse logopæd-kolleger i en stærk, tværfaglig PPR og brænder du for at arbejde med børn og de voksne omkring dem – så se her: PPR Roskilde søger en audiologopæd til en fast talehørekonsulent-stilling på 0-6 årsområdet 37 timer ugentligt med start 1. oktober 2025.

PPR Roskilde er en tværfaglig organisation med ca. 80 medarbejdere. Vi er fra august 2025 organiseret i et 0-6 årsteam og et skole-team. Begge teams består af tværfagligt sammensatte medarbejdergrupper, som repræsenterer forskellige faglige tilgange til børns læring, trivsel og udvikling. På 0-6 års-området består teamet af logopæder, specialpædagogiske vejledere & konsulenter samt psykologer. Faggruppen består af 16 talehørekonsulenter (heraf 10 på 0-6 årsområdet) og en læse-stave-konsulent, som indgår i vores skole-team, samt en afdelingsleder.

Vi er en faggruppe med mangfoldige interesser inden for de logopædiske subspecialer og har organiseret arbejdet med fokus på både dybde og bredde; dvs. at nogle områder er specialiseret og ligger på få, erfarne hænder (fx høretab og de mest komplicerede udtalevanskeligheder) og andre varetages af hele gruppen (fx de fleste fonologiske vanskeligheder og DLD). Vi har et stærkt fagligt fællesskab, hvor der altid er sparring og specialiseret viden at hente. Det sker på de ugentlige sparringer og månedlige supervisioner med de logopædfaglige kolleger. Derudover kan du glæde dig til samarbejdet med dygtige, tværfaglige kolleger fra PPR og de professionelle samarbejdspartnere fra praksisfeltet. Fordi stillingen alene har opgaver på 0-6 års-området kan du sammen med en række kolleger få lov at specialisere din viden omkring den yngste målgruppes udvikling, det tætte samarbejde med børnenes forældre og med dagtilbudsområdet.  

Som nyansat kan du forvente et introduktionsforløb til organisationen og dine arbejdsopgaver. Du vil få tilknyttet en mentor fra logopæd-gruppen og der er mulighed for tæt sparring med logopædfaglig afdelingsleder.

Det logopædiske 0-6 års-teams opgaver er:

  • Rådgivning og vejledning af forældre og dagtilbudspersonale om børn med kommunikative og sproglige vanskeligheder
  • Logopædisk undersøgelse og undervisning af børn sammen med deres forældre
  • Tværfaglig, forebyggende rådgivning i dagtilbud sammen med psykolog og specialpædagogisk vejleder
  • Udvikling af området i samarbejde med afdelingsledere, så vi bruger PPR’s ressourcer klogest muligt.

Du skal trives med at arbejde selvstændigt, da det er et job, hvor man ofte agerer på egen hånd. Samtidig skal du have lyst til at dele din faglighed - såvel stærke som svage sider - med dine kolleger og have en nysgerrig og udforskende tilgang til arbejdet og det faglige fællesskab. Arbejdet kræver en struktureret tilgang, evne til at prioritere samt gode samarbejds- og kommunikationsevner i forhold til såvel forældre og professionelle som kolleger.

I Roskilde er vi sammen med kommunens skoler og dagtilbud i en omstillingsproces, hvor fællesskaberne i skoler og dagtilbud skal tilbyde udviklings- og deltagelsesmuligheder til flere børn. Det betyder, at der er rig mulighed for at præge den lokale udvikling med viden fra det audiologopædiske felt, som kan bidrage til, at børn med bl.a. forsinket sprogudvikling, DLD, høretab osv. tilbydes adgang til fællesskaber, de har gode muligheder for at deltage i. Omstillingen kræver nysgerrighed på andres praksis, gåpåmod og vedholdenhed af alle involverede.

Ønsker du yderligere oplysninger, så tøv ikke med at kontakte afdelingsleder Katrine Klim Jacobsen. Send en sms til tlf. 2183 3114, så ringer jeg dig op. Du kan også ringe til talehørekonsulent Stine Torup Jensen på 3010 1569, hvis du vil høre, hvordan det er at arbejde som talehørekonsulent i PPR Roskilde.

Ansættelse med start 1. oktober 2025. Ansøgningsfrist den 11. august 2025 kl. 12.00. Vi afholder samtaler i uge 34.

Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst. 

Vi gør opmærksom på, at Roskilde Kommune indhenter straffe- og børneattest ved ansættelse i denne stilling.

Søg stillingen
#ALLE TIDERS ROSKILDE