Økonomichef til Roskilde Kongres- og Idrætscenter
Roskilde Kongres- og Idrætscenter søger en ny økonomichef, der kommer til at indgå i chefgruppen. Du får ansvaret for økonomi- og administrationsafdelingen, hvor din opgave bliver at sikre solid økonomisk styring og være en strategisk sparringspartner for direktionen og ledergruppen. Ud over Roskilde Kongres- og Idrætscenter står vi for Roskilde Badene, Kildegården, Himmelev Idrætscenter, Viby Idrætscenter, Målfeltet og Vor Frue Hallen.
Roskilde Kongres- og Idrætscenter er en virksomhed i rivende udvikling. Vi har et støt stigende aktivitetsniveau med stadig flere idrætsudøvere, svømmegæster, kulturelle arrangementer, mesterskaber, messer og konferencer. Vi er til for at levere de bedste betingelser for borgere og virksomheder i Roskilde Kommune.
Som økonomichef bliver du en del af en kompetent ledergruppe og en åben og imødekommende virksomhedskultur.
Om jobbet
Vi opererer vi med fire bundlinjer: en økonomisk bundlinje, en aktivitetsbundlinje, en social bundlinje og en miljøbundlinje. Vi er en del af Roskilde Kommune og forvalter borgernes midler ansvarligt og i overensstemmelse med kommunalbestyrelsens beslutninger. Til den rette kandidat tilbyder vi en attraktiv stilling i en flad organisation. Stemningen er uformel, og vi interagerer tæt på tværs af organisationen. Som Økonomichef er du en del af ledergruppen.
Dine primære arbejdsopgaver vil bl.a. omfatte:
- at udvikle økonomistyring, så funktionscheferne får brugbare værktøjer at navigere efter.
- at sikre en effektiv personaleadministration, HR-understøttelse og budgettering.
- at lede og motivere vores to økonomi- og administrationsmedarbejdere.
- at servicere funktionscheferne og vejlede dem ift. økonomi, HR og administration.
- at drive processer der optimerer resultater på tværs af vores fire bundlinjer.
Om dig
Du har en relevant økonomisk uddannelse på kandidatniveau (cand.merc., cand.oecon. eller lignende) og mindst fem års erfaring som økonomichef eller lignende i en kompleks organisation. Det er en fordel, hvis du har kendskab til KMD Opus eller tilsvarende. Du har en strategisk og forretningsorienteret tilgang til økonomistyring og evner at omsætte økonomiske data til klare beslutningsgrundlag, der understøtter organisationens udvikling. Du er en stærk leder, der evner at skabe engagement og udvikle dit team.
Som person er du engageret, samarbejdsorienteret og god til at skabe relationer. Du motiveres af at arbejde i en organisation, hvor mennesker og fællesskab er i centrum, og hvor du kan gøre en reel forskel.
Løn og ansættelse
Roskilde Kongres- og Idrætscenter er en del af Roskilde Kommune. Løn- og ansættelsesvilkår følger gældende overenskomst. Der indhentes straffeattest i forbindelse med ansættelse.
Vi glæder os til at modtage din ansøgning med CV senest d. 21. april 2025.
Vi afholder første samtale d. 24. april og anden samtale 25. april 2025.
Ønsket tiltrædelse 1. juni eller før.
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte direktør René la Cour Sell på renels@roskilde.dk eller telefon: 4058 2200.