Yderligere genåbning af folkeskolerne efter påske

Nyhed

26.03.21

Elever i 5.-8. klasse kan efter påske vende tilbage med fremmøde hver anden uge i Roskildes skoler.

Elever i 5.-8. klasse kan fra tirsdag den 7. april vende tilbage i skole med fremmøde hver anden uge. I perioderne, hvor eleverne er hjemme, fortsætter den digitale undervisning.

- Hvor er det dog dejligt, at vi nu får alle vores elever tilbage i skole. Jeg ved, at vores medarbejdere og ledere glæder sig helt vildt til at kunne være mere sammen med eleverne igen, siger Roskilde Kommunes skolechef Søren Kokholm.

- Det er de enkelte skoler og klubber, der konkret planlægger, hvordan eleverne møder igen efter påske. Så jeg vil opfordre forældre til at følge med på Aula, hvor det bliver meldt ud, hvordan de tager imod børnene igen efter påske, siger Søren Kokholm.

For elever over 12 år er der tilbud om test på skolen to gange om ugen. Nærmere information for hver skole oplyses på Aula. Der opfordres til, at elever ved fremmøde efter påske har et negativ testresultat, der højst er 72 timer gammelt.

Genåbningen for eleverne i 5.-8. klasse er på samme vilkår, som elever i 9. og 10. klasse, der siden mandag den 22. marts har været i skole med 50 procent fremmøde i Roskilde Kommune. Elever i 0.-4. klasse har fuldt fremmøde i skole, SFO, fritidshjem og klubtilbud.

Børn og unge med særlige behov er undtaget hjemsendelsen. Derfor fortsætter undervisningen uændret for alle elever i specialskoler, gruppeordninger, vækstklasser, specialklasser og modtageklasser. Det er skoleledelsen på den enkelte skole, der vurderer, om der er elever, der har et særligt behov.

Roskilde Kommune er desuden i gang med at forberede sig på de øvrige tiltag i genåbningsplanen og vil løbende orientere konkret her på hjemmesiden.