Nat i naturen i Nationalpark Skjoldungernes Land

Nyhed

03.05.21

Oplev nationalparkens mørke side i weekenden den 7. til 9. maj, når der er ”Nat i naturen”.

Få skærpet sanserne i mørket og kom tættere på den natur, der er aktiv, når du normalt ligger i din seng eller sidder indendørs.

Når mørket falder på, åbner en ny verden af oplevelser sig. Tag med ud i nationalparken, når der i weekenden den 7. til 9. maj er ”Nat i naturen” med flere arrangementer både fredag og lørdag.

Nat i hele Danmarks natur

Nat i naturen er et landsdækkende arrangement, hvor en lang række foreninger, naturcentre, museer, naturformidlere, nationalparker, mm. inviterer danskerne udenfor til en nat i det fri sammen med venner og familie.

Den landsdækkende mørkedag er en del af Friluftsrådets projekt ”Vores Natur”, som gennem det seneste år har organiseret landsdækkende indsatser for at få flere mennesker ud at opleve den danske natur.

I Nationalpark Skjoldungernes Land finder du seks arrangementer – to arrangementer fredag den 7. maj og fire arrangementer lørdag den 8. maj. Arrangementerne er gratis – men kræver tilmelding via nationalparkens bookingside: https://www.skjoldungernes-land.nationalparkbooking.dk/arrangementer/

Historiefortællinger og aftenomvisninger

Den 7. og 8. maj inviterer nationalparken i samarbejde med Lejre Museum, ROMU, til skumringsfortællinger for familien. Arrangementerne begynder kl. 20.30 og går fra Lejre Museum op på bakken, hvor de arkæologiske spor fra vikingetidens kongehaller er udgravet. Hør om det skelet, man fandt i den store kongehal – og vær med til at grave i skelettets identitet og historie gennem gætterier og fakta.

Både den 7. og 8. maj kan du også tage med i skoven og høre historiefortælling i bålets skær. Den 7. i Bidstrup Skovene og den 8. i Boserup Skov. Bålene bliver tændt klokken 16, hvor alle tilmeldte er velkomne med snobrødspinde og picnickurv – selve historiefortællingen foregår fra klokken 18-20.

Den 8. maj fra klokken 20 kan du besøge Roskilde Oplevelseshavn, hvor der vil være både bål, krabbefiskeri, historiefortællinger og helt særlige aftenoplevelser med lommelygte og fjordens liv.

Endelig kan du den 8. maj klokken 21 deltage i en aftensomvisning på Selsø Slot. Oplev det smukke slot, hvor fortællinger og gamle beboere vækkes til live i Riddersalen og kælderkøkkenet. Målgruppen er børn i alderen 6-12 år og turen tager cirka 35 minutter.

Arrangementerne overholder alle sundhedsmyndighedernes retningslinjer. Derfor er der blandt andet et begrænset antal pladser til alle arrangementerne, og tilmelding er nødvendig.