
Krydset Ny Østergade / Københavnsvej er lukket i 6 uger
Arbejdet med nye rør til fjernvarme, vand og spildevand lukker krydset Ny Østergade / Københavnsvej fra den 30. april frem til midt i juni
Fra den 30. april afspærres adgangen fra Ny Østergade til Københavnsvej, så det ikke er muligt at dreje til venstre eller højre i lyskrydset kommende fra Ny Østergade.
Afspærringen forventes at vare til cirka medio juni.
Omkørsel sker via Vindingevej og Bymarken.
Hvis man skal mod centrum, kan Køgevej og Jernbanegade med fordel benyttes.
Der er skiltning både ved rundkørslen, der forbinder Køgevej og Ny Østergade, samt ved Vindingevej.
Krydset Københavnsvej/Elisagårdsvej
I en periode er det også nødvendigt at fjerne venstresvingsbanen i krydset Københavnsvej/Elisagårdsvej.
Det er stadig muligt at svinge til venstre ind mod RO’s Torv og Rema 1000 fra ligeudkørselsbanen.
Hvis man kommer fra Røde Port ad Københavnsvej og skal til RO’s Torv, kan man med fordel i stedet svinge til venstre ad Vinkelvej 250 meter tidligere og bruge den del af parkeringen ved RO’s Torv.
Det vil lette trafikken i krydset med Elisagårdsvej.
Hvorfor sker dette?
Det hele går ud på at forskønne Københavnsvej. Den historiske indfaldsvej skal gøres til en attraktiv ankomst til Roskilde.
Samtidig får cyklisterne en supercykelsti, der faktisk går fra Røde Port helt til Rådhuspladsen i København. Busserne får bedre stoppesteder, og bilerne får bedre fremkommelighed end i dag, ved at der bliver færre muligheder for venstresving.
For at arbejdet sker med rettidig omhu, renoverer og omlægger Fors ledninger for fjernvarme, vand og spildevand i samme ombæring.
Det er altså en større omgang, det her.
Hvornår er det færdigt?
Arbejdet foregår i etaper – ellers bliver det for stort og tager for lang tid, hvor hele vejen er gravet op.
Noget af det er allerede færdigt:
- Etape 1: Området fra Ringvejen og helt til kommunegrænsen mod Høje Taastrup er færdig. Her har busstop og cykelstier fået et løft, og der er plantet mere grønt.
- Etape 2: Området fra Hedeboparken/Præstemarksvænge (ved Q8 tanken) og ud til Østre Ringvej er stort set også færdig. Her er der også kommet bedre forhold for busser og cykler, og der er lavet en stor midterrabat, som snart bliver plantet til med platan, eg og elm. I løbet af foråret 2025 kommer der ny asfalt på strækningen.
Noget mangler stadig:
- Etape 3 er stykket fra Røde Port til Byageren/Bymarken. Her vil arbejdet stå på frem til slutningen af 2025. Der arbejdes på at holde vejen åben for kørende trafik i begge retninger i to smalle spor i hele perioden – ligesom det skete på etape 2.
Når etape 3 er færdig, vil den have flere midterrabatter med grønne træer, bedre bustoppesteder og lysregulering i fodgængerovergangen til Ro's Torv.