Hurtig byggesagsbehandling til Roskildes virksomheder

Nyhed

28.03.22

Erhvervsbyggesager og tæt dialog prioriteres højt.

I Roskilde Kommune tilstræber vi en hurtig byggesagsbehandling til såvel lokale virksomheder, der skal udvide, samt til nye virksomheder som ønsker at placere sig i Roskilde Kommune.

Kommunernes Landsforening har netop opgjort byggesagsbehandlingstiderne for kommunerne i 2021. Tager man tiderne alene for erhvervsbyggerier, ligger Roskilde Kommune i den bedste halvdel med en sagsbehandlingstid på 55 dage.

Vi prioriterer erhvervsbyggesagerne meget højt, og derfor vil sagsbehandlingstiden for langt de fleste erhvervsbyggerier maksimalt være 8 uger fra, at vi har modtaget alle de nødvendige oplysninger.

Desuden står vi klar til en hurtig forhåndsdialog omkring et givent erhvervsbyggeri. Så vil man som virksomhed eller rådgiver have en snak om, hvad der skal til, for at et erhvervsprojekt kan realiseres, så er det blot at ringe til Roskilde Kommunes Erhvervsafdeling på 46 31 35 35, så står vi klar til at aftale et møde om projektet.

Det skal også understreges, at Roskilde Kommune ikke opkræver byggesagsgebyrer på erhvervssager.