
Sonia og plejecentrets beboere skaber gaveposer af genbrugsstof
På Trekroner Plejecenter finder beboere og ansatte juleglæde i at kreere gaveposer og pynt af det stof, som lokale har doneret.
I efteråret får aktivitetskoordinator Sonia Kirkaldy Nielsen og hendes kolleger på Trekroner Plejecenter en idé: De vil indrette et rum, hvor beboere og ansatte sammen kan kreere juleting. I lokale Facebook-grupper efterspørger en medarbejder materialer til projektet. Responsen, hun her får fra lokale borgere, er overvældende:
”En kvinde skrev til os: ’Kom i en bus, og hent, hvad jeg har’. Det gjorde vi – og vi fik julematerialer nok til flere års krea,” smiler Sonia Kirkaldy Nielsen.
Donerer strygejern og symaskine
En anden borger giver plejecentret sit strygejern. En ansat stiller sin brugte symaskine til rådighed i krea-rummet.
”Det her projekt har kun kostet os én limpistol. Alle de andre materialer har vi fået udefra. Folk er generøse; det er rørende,” siger Sonia Kirkaldy Nielsen.
Hjerterum med julestof
Sammen med sine kolleger indretter hun Hjerterummet – et lokale med plads til kreative sysler. De installerer en reol til de farvestrålende julestoffer, garnnøgler, vatkugler, nissetræsko, piberensere og knapper, de har fået doneret.
”At gå på opdagelse i materialerne inspirerer os til, hvad vi kan lave af tingene,” siger aktivitetskoordinatoren og viser en strikket nisse, som hun har monteret på et par miniature-træski.
Hyggesnakker hen over krea-bordet
På udvalgte dage bemander Sonia Kirkaldy Nielsen og hendes kolleger Hjerterummet. Døren lader de stå åben, så alle, der har tid og lyst, kan gå ind, drikke en kop kaffe eller the, lytte på julemusik og give et par hænder med ved krea-bordet.
”Beboere og ansatte kommer forbi og sludrer eller hjælper med at lave lidt nisse. Her opstår et nærvær og gode snakke med beboerne om, hvilke juletraditioner de husker fra deres liv. Alle synes, det er superhyggeligt at være her,” fortæller aktivitetskoordinatoren.
Alle er med
I Hjerterummet hjælper deltagerne hinanden. Man er med i det omfang, man kan, understreger Sonia Kirkaldy Nielsen.
”Beboere, der måske ikke længere selv kan strikke eller sy, hjælper med at holde stof, sætte en snor i eller komme med en idé til, hvad et stykke stof kan bruges til. Det vigtige er, at vi er her og gør det her sammen.”
Julenisser og hjerterum
Nissesalg giver beboerne gode oplevelser
I Hjerterummet er de håndgjorte nisser linet op med lygter, kageruller og tæppebankere i hænderne. På plejecentrets julebazar bliver de solgt. Pengene går til kommende aktiviteter for beboerne.
”Vi får materialerne doneret, har en fest med at kreere juleting sammen - og så genererer det en lille indtægt til gavn for beboerne. Det er win-win-win,” siger aktivitetskoordinatoren.
Forvandler genbrugsstof til gaveposer
Sonia Kirkaldy Nielsens særlige juleting er gaveposer i forskellige stoffer og størrelser – med påsyede bånd, man kan lukke poserne med. Idéen fik hun hjemme i sin familie for flere år siden.
”Jeg ville væk fra de store mængder gavepapir og -bånd, vi brugte én gang og smed ud. Så jeg syede en stak stofposer, som skaber glæde, når vi tager dem frem hvert år. Mit mål derhjemme denne jul er at pakke alle gaver ind i stof,” siger hun.
Kom godt i gang med genbrugs-julekrea – tre råd fra Sonia Kirkaldy Nielsen
- Gå på jagt efter genbrugsmaterialer. Spørg i dit netværk eller i lokale grupper på f.eks. Facebook, om folk her har ekstra ting til jule-krea. Mange mennesker ligger inde med gode genbrugsting, som du kan sætte nyt liv i.
- Er I flere, der vil lave krea sammen, så find et rart og rummeligt sted at mødes. Et rum, der sætter en hyggelig ramme om syslerne og de gode snakke, I kan have hen over krea-bordet.
- Start med enkle designs, hvis håndarbejde er nyt for dig. Prøv dig frem med modeller og motiver med afsæt i de materialer, du har. Søg inspiration på f.eks. Instagram. Vær ikke bange for at sy forkert eller lave fejl. Kom ud af komfortzonen; kast dig ud i det. Du lærer ved at gøre det.