
I genbrugspladsens telt finder Bo fede lamper og lækre gryder
I et telt på ARGOs genbrugsplads finder Bo lamper, legetøj og cykler, som andre borgere har afhændet. Målet med Direkte Genbrug er at forlænge tingenes levetid og skåne klimaet.
Flere gange om ugen tager Bo forbi Direkte Genbrug på vej hjem fra arbejde. Nogle dage oser han bare rundt blandt reolerne i det rummelige telt på ARGOs genbrugsplads. Andre gange finder han ting til sig selv eller sine familiemedlemmer. Den lille, lyserøde cykel, der dingler i hans hånd, indikerer, at heldet er med ham den her grå vinterdag.
”Cyklen passer perfekt til et af mine børnebørn. Jeg har fundet mange ting til dem herude: En fjernstyret bil, en autostol, en stor skuffe, de bruger som indendørs sandkasse,” opremser han.
Fede lamper og sjældne gryder
Han undrer sig over, at folk kasserer så mange ting, der stadig har stor værdi.
”Køb og smid væk-adfærden er vanvittig,” mener Bo, der til sig selv har fundet fede lamper, støbejernsgryder og værktøj.
”Direkte Genbrug er en genial idé, som man bør udrulle flere steder,” opfordrer han.
Dit skrald – din nabos guld
I mandskabsvognen på ARGOs genbrugsplads er genbrugschef Finn Kjær høj over succesen, som Direkte Genbrug genererer: Ting, der før landede i lukkede containere, er i dag frit tilgængelige i teltet.
”Folk er glade, og vi ser et stort flow. Affald bliver til ressourcer: Genstanden, der for dig er skrald, er måske guld for en anden,” siger chefen.
Hvad er Direkte Genbrug?
Direkte genbrug betyder, at borgere, virksomheder og frivillige organisationer gratis og på lige fod kan tage ting med hjem fra områder markeret med ”direkte genbrug” på de kommunale genbrugspladser.
På ARGOs genbrugsplads i Roskilde åbnede Direkte Genbrug i 2024. Et telt rummer her reoler til bl.a. legetøj, køkkenting, boligartikler bøger, cd’er og dvd’er. Cykler og havegear står i hhv. stativer og kasser uden for teltet. Som borger kan du donere genstande til og tage ting fra Direkte Genbrug. Se mere på www.argo.dk

Genbrugschef Finn Kjær og sektionsleder for direkte genbrug, Ditte Titskov.
Brugt tøj roder
Tøj er der kun en lille bunke af i teltet. Af en særlig årsag, siger ARGOs sektionsleder for direkte genbrug, Ditte Titskov.
”Det har en tendens til at rode rigtig meget, når folk hiver tøjstativerne eller -kasserne igennem. Lander tekstilerne på jorden, bliver de fugtige og snavsede. Så kan ingen genbruge dem. Vi vil gerne have teltet til at fremstå pænt og rydeligt. Men afleverer folk tøj, så er det her selvfølgelig,” siger Ditte Titskov.
Tag fotos af dit fund
En forudsætning for, at Direkte Genbrug fungerer, er, at borgerne hjælper med at holde orden i teltet.
”Sæt tingene pænt på hylderne,” opfordrer Finn Kjær.
”Registrér alle fund i appen ’Direkte Genbrug’, så vi kan måle, hvor meget ordningen reducerer CO2-udledningen. Den del er vigtig,” siger han.
Brugere blåstempler Direkte Genbrug
I lokalaviser, Facebook-grupper og via mund til mund-metoden får Direkte Genbrug masser af positiv omtale.
”Det hjælper os med at udbrede tiltaget, at brugerne anbefaler det videre i deres netværk. Det er værdfuldt,” siger Finn Kjær.
Flere skal donere
I teltet opstår der tomme pladser på reolerne i takt med, at folk fylder deres biler med gratis fund. Ditte Titskov vil gerne have endnu flere til at donere ting til Direkte Genbrug.
”Vi skal vænne borgerne til at aflevere deres brugte ting her. De skal mærke, hvor god mening det giver. Alle skal vide, at det her tiltag findes,” siger hun.
Bo, der medvirker i artiklen, ønskede at optræde med fornavn og uden foto. Hans fulde identitet er redaktionen bekendt.
Sådan fungerer Direkte Genbrug på ARGO
- Donerer du ting til Direkte Genbrug på en af ARGOs genbrugspladser, så tag genstandene ud af poser og kasser, før du sætter dem pænt på de rette pladser. Reoler og kasser i og uden for teltet har skilte, der viser, hvor du skal placere de forskellige ting. Hjælp med at holde stedet pænt.
- Donér ting, der er funktionelle, eller som med små reparationer bliver det. Grundreglen er: Giv genstande, du kan se dig selv tage fra teltet. Defekte ting hører ikke hjemme hos Direkte Genbrug.
- Finder du en fed genstand, så registrér den i appen ”Direkte Genbrug”. Appen downloader du gratis ved at scanne QR-koden ved indgangen til teltet. Via appen tager du et foto af tingen, du vil hjemtage, og kategoriserer den som f.eks. ”bolig”. Registreringen er vigtig ift. målingen af, hvor stor en CO2-reduktion ordningen skaber. Du forbliver anonym, når du i appen registrerer dine fund.
- Praktisér en god adfærd og ditto tone over for medborgere og ansatte på Direkte Genbrug. Teltet skal være et rart sted at komme i for alle.
- Husk, at du frit kan tage genstande fra Direkte Genbrug – også uden at aflevere noget. Tag kun det, du har brug for. Har du f.eks. bøger, køkkenudstyr, legetøj eller værktøj stående hjemme, som du ikke længere bruger, så donér tingene til Direkte Genbrug. Dine udtjente genstande kan skabe værdi for andre.
Spørg personalet på ARGOs genbrugspladser, hvis du er i tvivl om noget.