Lokalplan 731 for boliger på Ringstedgade og Kommuneplantillæg 33 er endeligt vedtaget
Roskilde Byråd har vedtaget lokalplan 731 for boliger i Ringstedgade og Kommuneplantillæg 33. Lokalplan og kommuneplantillægget har været i offentlig høring fra den 5. november til den 31. december 2024.
Afgørelse
Roskilde
31. marts 2025
3. marts 2025
Hvad er visionen for området og hvad muliggør lokalplanen?
Planområdet er et knapt 3700 kvm areal på hjørnet af Ringstedgade og Borgerdiget.
Lokalplanens formål er at muliggøre en fortætning af Ringstedgade, med et nybyggeri på op til 4.850 etagemeter fordelt på 4 mindre erhvervslokaler i stueplan mod Ringstedgade, ca. 45 boliger i varierende størrelser og ca. 15 almene ungdomsboliger. Byggeriet indpasser sig "Helhedsplan for Ringstedgade" overordnede principper; vejstrukturer i form af stræder og "slipper" og bygningerne er udformet som to karréer - en mindre og en større, begge omkring et fælles grønt gårdrum.
Lokalplanen og kommuneplantillægget muliggør en bebyggelsesprocent på op til 130, hvilket er højere end rammelokalplanens 90. Den høje bebyggelsesprocent opnås ved punktvis at bygge mere, samt ved en forøgelse af fodaftrykket og justering af delområderne fra rammelokalplanen. I forbindelse med udarbejdelse af lokalplanen, er der udarbejdet skyggediagrammer, som viser den nye bebyggelses påvirkninger af omgivelserne. Derudover sikrer lokalplanen, at bygningshøjderne for de enkelte etager er det samme som i rammelokalplanen.
Lokalplanen stiller krav om en parkeringsnorm på 1,5 p-plads per bolig, og parkeringen løses i en delvist nedgravet fælles parkeringskælder suppleret med parkeringspladser på terræn. Strædet skal indrettes og udlægges, så vejen senere kan videreføres mod vest og betjene et større område som en ensrettet vej fra Rådmandshaven til Ringstedgade.
Miljøvurdering
Roskilde Kommune har truffet afgørelse om, at der ikke skal udarbejdes en miljøvurdering af forslag til lokalplan 732.
Retsvirkninger
Lokalplanen gælder nu for området, og det betyder, at der ikke må etableres forhold i strid med lokalplanens bestemmelser, medmindre kommunen giver tilladelse til det.
Hvis du vil klage
Du har mulighed for at klage over kommunes afgørelse om lokalplan 731 inden den 31. marts 2025 kl. 23.59.
Klagevejledning
Kommunens afgørelse kan efter planloven påklages til Planklagenævnet for så vidt angår retlige spørgsmål. Det vil sige om retsregler og –principper er fulgt. Der kan ikke klages over planens indhold. Klage har ikke opsættende virkning. Det betyder, at afgørelsen må udnyttes, før klagesagen er afgjort, med mindre klagenævnet bestemmer andet.
Klageberettigede er enhver med retlig interesse i sagens udfald samt af landsdækkende foreninger og organisationer, der som hovedformål har beskyttelsen af natur og miljø eller varetagelsen af væsentlige brugerinteresser inden for arealanvendelsen jf. planlovens §§ 58 og 59.
Hvis du ønsker at klage over en afgørelse, kan du klage til Planklagenævnet via Klageportalen, som du finder et link til på hjemmesiden www.borger.dk og hjemmesiden www.virk.dk. Du logger på, ligesom du plejer - typisk med MitID. Klagen sendes gennem Klageportalen til Roskilde Kommune.
Klagefristen er 4 uger fra afgørelsens offentlige bekendtgørelse på Roskilde Kommunes hjemmeside samt Plandata. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for kommunen i Klageportalen. Det er den, når klager har godkendt og indbetalt gebyr senest kl. 23.59 på den dag, hvor klagefristen udløber.
Når du klager, skal du betale et gebyr. Du betaler gebyret med betalingskort i Klageportalen. Gebyret tilbagebetales, hvis klageren får helt eller delvist medhold.
Planklagenævnet afviser som udgangspunkt en klage, der kommer uden om Klageportalen, hvis der ikke er særlige grunde til det. Hvis du ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal du sende en begrundet anmodning til Planklagenævnet. Nævnet afgør herefter, om du kan fritages for at bruge klageportalen. Se betingelserne for at blive fritaget hjemmesiden www.naevneneshus.dk.
Kommunens og Planklagenævnets afgørelser kan indbringes for domstolene inden 6 måneder fra afgørelsens offentlige bekendtgørelse.