Valg til Ældrerådet
Valg til Ældrerådet 2025 – overvejer du at stille op?
Indholdet kan ikke vises pga. de nuværende cookie indstillinger
For at tilgå det blokerede indhold kan du ændre dine cookie-indstillinger.
Indholdet kræver accept af følgende typer cookies:
- Statistik
- Funktionelle
- Marketing

Der er ikke kun kommunal- og regionsvalg, borgerne i Roskilde Kommune skal tage stilling til i 2025. Der er også valg til Ældrerådet i Roskilde Kommune.
Ældrerådet skal varetage ældre borgeres interesser i Roskilde Kommune. Rådet formidler også synspunkter mellem borgerne og Byrådet om lokalpolitiske spørgsmål, der vedrører ældre borgere.
Det er lovbestemt, at alle kommuner skal have et ældreråd. Læs mere om Ældrerådet.
Alle borgere, der er fyldt 60 år ved valget, kan både stille op til Ældrerådet og afgive sin stemme til det.
Mere om valg til Ældrerådet
Ældrerådet er et lovpligtigt råd, som varetager dine interesser med henblik på at sikre bedst mulige forhold for alle ældre borgere i Roskilde Kommune.
Ældrerådet er høringspart om alle forslag, der har betydning for ældre og rådgiver politikerne om forhold på plejecentrene, i hjemmeplejen, forebyggelse, ældreboliger, kultur, trafik mv.
Ældrerådet formidler også synspunkter mellem borgerne og byrådet om lokalpolitiske spørgsmål, der vedrører ældre. Det gælder for eksempel alt fra kultur, infrastruktur og serviceniveauer til byggeri, som har indflydelse for ældre borgere, og beskæftigelse for seniorer.
Sådan melder du dig som kandidat til Ældrerådsvalget
Har du lyst til at stille op som kandidat eller går du måske og overvejer at stille op, kan du altid kontakte de nuværende medlemmer af Ældrerådet. Du finder deres mailadresser og telefonnumre på vores side om Ældrerådet. Her kan du også læse referater fra møder, høringssvar, vedtægter og andet fra Ældrerådets mange aktiviteter.
Udfyld en kandidatliste
Hvis du ønsker at stille op til Ældrerådsvalget i Roskilde Kommune, bedes du udfylde kandidatlisten. Send kandidatlisten retur til os, enten via post til ”Roskilde Kommune, Rådhuset, Rådhusbuen 1, 4000 Roskilde, att. Jens Lykke Hansen” eller via mail til aeldreradsvalg@roskilde.dk.
Skriv en kort præsentation
Du skal også skrive en kort præsentation af dig selv, og hvorfor du ønsker at stille op til Ældrerådet. Du må skrive op til 500 tegn med mellemrum. Du er ansvarlig for, at reglen med de max 500 tegn overholdes. Hvis der er flere tegn, forbeholder forvaltningen sig retten til at reducere i præsentation, så den kommer ned på de 500 tegn.
Du bedes sende din præsentation via mail til aeldreradsvalg@roskilde.dk. Du er også velkommen til at ringe til Jens Lykke Hansen på tlf. 30 84 14 27 eller Steen Taageby Petersen på tlf. 46 31 77 14 og høre nærmere om kandidatlisten og andre relaterede spørgsmål om valget. Steen og Jens er konsulenter i Sekretariatet for Social, Job og Sundhed i Roskilde Kommune. Det er herfra, at valghandlingen bliver styret.
Frist for at melde dit kandidatur
Frist for opstilling af kandidater er tirsdag den 16. september 2025. Hvis du har gjort op med dig selv, at du gerne vil stille op, så tøv endelig ikke med at sende din ansøgning. Hermed kommer din præsentation af dig selv nemlig med i senioravisen 60 Plus i september. Vi tilbyder også fotografering i slutningen af august af alle kandidater, så det er derfor en god idé at få sendt din præsentation, så snart du er klar.
Overvejer du at stille op, eller vil du gerne vide lidt mere om rådets arbejde?
Ældrerådet inviterer til informationsmøder i foråret 2025. Mere information følger. Du kan læse om møderne her og i 60 Plus.
Valg til Ældrerådet i Roskilde Kommune afholdes tirsdag den 18. november 2025. Det er samme dag som valg til kommune- og regionsvalg.
Valget sker som et fremmøde-valg, og alle stemmeberettigede borgere i Roskilde Kommune vil modtage valgkort til Ældrerådet.
Afgivelse af stemme til Ældrerådet foregår samme sted, hvor du stemmer til kommune- og regionsvalg. Alle stemmeberettigede borgere kan også brevstemme hos Borgerservice på bibliotekerne. Dato for opstart af brevstemmevalg vil blive annonceret på et senere tidspunkt.
Ældrerådet vælges for en periode på fire år. Det kommende Ældreråd har dermed mandat fra perioden 1. januar 2026 til og med 31. december 2029.
De opstillede kandidater vil blive præsenteret på denne side efter udløb af tidsfristen for opstilling, som er tirsdag den 16 september 2025.
Vi skal bruge mange valgtilforordnede, da vi skal besætte samtlige 18 valgsteder på valgdagen.
Har du lyst til at være valgtilforordnet, så send en mail med dit navn, adresse og telefonnummer til aeldreradsvalg@roskilde.dk. Du kan også ringe til en af kommunens konsulenter:
- Steen Taageby Petersen - tlf. 46 31 77 14
- Jens Lykke Hansen - tlf. 30 84 14 27
Vi glæder os til at høre fra dig.
Du må gerne overveje, om du er interesseret i at være valgtilforordnet i den sydlige eller nordlige del af kommunen eller i Roskilde midt. Har du et specifikt valgsted, du gerne vil være tilknyttet, forsøger vi at tage højde for dette, men i sidste ende skal vi have alle valgtilforordnede fordelt ud på alle valgsteder. Ønsker du i første omgang at være på en reserveliste, er du også velkommen til at kontakte os.