Roskilde Kommunes designguide
Synlighed, identitet og genkendelse
Roskilde Kommunes designguide indeholder retningslinjer for tryksager, breve, annoncer, skilte og meget mere. Designet understøtter det billede, kommunen ønsker, at borgerne skal have af deres kommune. En professionel designguide giver et mere ensartet kvalitetsniveau. Og det sikrer, at borgerne kan genkende deres kommune, uanset om det er Hjemmehjælpens bil, skiltet ved børneinstitutionen, brevet fra kommunen, folderen om affald eller kommunens hjemmeside, de ser.
Ikke valgfri
Designguiden er ikke frivillig at anvende for kommunens medarbejdere. Alle skal bruge den. Den gør det til gengæld nemmere at lave en tryksag, et skilt eller en annonce. Medarbejderne kan koncentrere sig om indholdet og overlade den grafiske form til dem, der har forstand på den side af sagen.

Kilder og trefoldighed
Roskilde bys segl regnes blandt de ældste købstadssegl og omtales første gang i 1273. Bølgen henviser til byens kilder, omgivet af en bymur. De tre rosetter er sandsynligvis et trefoldighedsmotiv, som refererer til domkirken. Fuglen menes at være en høg, måske en reference til Høgekøbing. Ifølge sagnet gav kong Ro ordre til at flytte Høgekøbing ud til fjorden, hvor kilden sprang, og han gav byen navn efter sig selv og kilden: Roars Kilde, Roskilde. Byvåbnets nuværende udformning er registreret i 1938.
Navnetrækket er specialtegnet til Roskilde Kommune og er på en og samme gang moderne og kraftfuldt for også at signalere offentlig myndighed.
Download for grafikere
Disse filer kan downloades af grafiere, som skal udføre arbejde for Roskilde Kommune. Roskilde Kommunes byvåben og logo er beskyttet og må ikke bruges i andre sammenhænge uden forudgående aftale. Kontakt kommunens kommunikationsenhed på kommunikationsenheden@roskilde.dk eller 46313135.
Logo i RGB
Logo i sort
Designguide
Se også billedarkivet med fotos af politikere og direktion.