Når de tre idrætsskoler efter sommerferien starter op med 2 ekstra idrætstimer på skoleskemaet for 0. - 2. klasse, sker det med økonomisk hjælp fra Roskilde Kommune. Langt de fleste af pengene i Team Danmark projektet, som Roskilde Kommune har bevilliget, går nemlig til ekstra idræt ude på de tre idrætsskoler; Baunehøjskolen, Gadstrup Skole og Tjørnegårdsskolen. Det vil i alt 525 elever i 0., 1. og 2. klasse få glæde af fra det kommende skoleår, når deres timetal i idræt udvides fra 2 til 4 timer.
Det er primært ekstra lærerlønninger, som pengene fra kommunen går til.- Lønninger til de idrætslærere, som skal stå for idrætsundervisningen for de mindste skolebørn ude på de tre idrætsskoler.
Fra skoleåret 2011/12 vil modellen blive udvidet med et ekstra klassetrin hvert skoleår, indtil modellen er fuldt udrullet, så i alt lidt over 1.000 elever fra 0. - 6. klasse får glæde af de 4 timers idræt på skoleskemaet. Det vil være 1.000 elever, der er vant til at have bevægelse og idræt som en naturlig del af skoledagen, for udover de ekstra idrætstimer, vil idrætsskolerne tænke bevægelse ind i de andre skolefag og i SFOtiden.