ForsideHistorier om Kulturstrøgets steder > Klosterets historie

Roskilde Klosters historie

stik

Gennem 313 år har der ligget noget så sjældent som et protestantisk kloster i Roskilde, oprindeligt kaldet Roskilde Adelige Jomfrukloster.

I 1231 oprettede dominikanermunke - de såkaldte sortebrødre - et kloster, hvor Roskilde Kloster nu ligger ved Sankt Peders Stræde.

Efter reformationen i 1536 blev det nu kongens gård ligesom al anden kirkelig ejendom. Kongen beordrede i 1557, at bygningerne blev revet ned. Byggematerialerne blev stablet på grunden og solgt lidt efter lidt med bystyret som mellemled.

1565 fik herremanden Mogens Godske overdraget grunden af kongen. Godske havde tidligere boet på Roskildegård, den gamle bispegård i byen, som den første lensmand over det gamle Roskilde Len, siden kaldt for Gl. Roskilde Amt. Han byggede nu en lille herregård af de resterende byggematerialer fra det nedrevne kloster. Denne hovedbygning står den dag i dag som en del af den verdslige institution,
Roskilde Kloster. Det er i dag den ældste bygning i Roskilde, som stadig benyttes til beboelse.

Efter at herregården havde haft diverse ejere, blev gården i 1699 købt af to adelsenker, Berte Skeel og Margrethe Ulfeldt.
De fik tilladelse til at stifte Roskilde adelige Jomfrukloster. Formålet var at skabe et hjem for unge adelsfrøkener, der ikke var blevet gift i en passende ung alder. Her kunne de blive forsørget hele deres voksne liv, så de ikke gjorde indhug i familiearven.

De levede spartansk, således delte de både seng og kammerjomfru to og to, ligesom der var strenge regler for deres spartanske klædedragt og kristelige levned. Til gengæld blev der ikke sparet på kosten til de adelige damer. Tyendet fik en ringere kost, men bedre end mange ansatte i samtiden.

I dag er fundatsen lavet om, og stiftelsen bebos af både kvinder og mænd, enlige og ægtepar - og mængden af ansatte er faldet drastisk, som det kan læses længere nede.

Læs om indsamlingen til restaurering af klostermuren

riddersalen

 Klosterets prægtige riddersal med portrætterne af Christian V og Charlotte Amalie.
   I loftets 60 felter fortælles hele biblens historie i billeder                                         

 Ingeborg Buhl

En af klosterets meget prominente skikkelser i nyere tid var forfatteren og historikeren Ingeborg Buhl (1890-1982), som boede der i en lang årrække fra 1935 til to år før sin død. På billedet herover ses hun siddende i Riddersalen ved overrækkelsen af en af de tre ærespriser, hun modtog gennem årene 1966-77 for sit forfatterskab. 
 

Økonomien har i mange år været belastet, men efter besættelsen røg den helt i bund. Dengang havde adelsfrøknerne tjenestefolk og fik maden serveret fra storkøkkenet i klosteret, og det var jo dyrt.
Bestyrelsen var tæt på at give op og lukke klosteret, men så trådte Ingeborg Buhl i karakter. Hun foreslog at hver beboer selv lavede sin mad og holdt rent - og det blev vedtaget.
Små køkkener blev indrettet i hver lejlighed, og frøknerne måtte til at lære at gøre tingene selv - det har nok ikke været helt nemt. Men klosterets økonomi blev reddet og det består jo idag, dog ikke mere under navnet "Roskilde adelige Jomfrukloster".

 

Ingeborg med damer

Ingeborg Buhl (nr. 3 fra venstre) sidder til udendørs kaffebord sammen med andre af klosterets beboere.

 

LOGOER

Sidst ændret: 11-05-2012